Case stories
Asha fra Somalia
Besim fra Kosova
Elena og Mehmet
Amna og Khalid
Mangi fra Sri Lanka
Asha fra Somalia
Asha er fra Somalia og ankom hertil i 2003 alene med 6 børn (hvoraf en var over 18 på det tidspunkt). Hun tilhører en minoritetsklan. Familien var flere gange blevet truet på livet og chikaneret af medlemmer af de ledende klaner, til sidst fik de plyndret deres hus og en gruppe mænd skød og sårede flere medlemmer af familien. Hendes mand flygtede til Kenya, hvor han stadig opholder sig med en adoptivsøn under usle forhold.
Asha og hendes børn fik afslag på asyl i Danmark med begrundelsen at de ikke var individuelt forfulgte. Men ingen kan blive tilbagesendt til Somalia foreløbig, idet der reelt ikke eksisterer en ansvarlig myndighed i landet; situationen er under forværring og en sultkatastrofe er på vej.
Allerede da Asha ankom, klagede hun over smerter i maven og hævede ben, men ikke før hendes kontaktperson fra Amnesti Nu fik hende ordentligt undersøgt i 2007 blev det konstateret, at hun led af en kronisk nyresygdom. Inden længe ville hun være nødt til at komme i dialyse, og på længere sigt får hun måske brug for transplantation. Nyrespecialisten skrev i en udtalelse, at hendes sygdom er livstruende, kronisk og fremadskridende. Og der hersker ikke mindske tvivl om, at behandlingsmuligheder i hjemlandet er udelukket.
Kontaktpersonen og FUJ skrev en ansøgning om humanitær opholdstilladelse på nævnte grundlag i januar 2008, men selvom kroniske nyresygdomme er direkte nævnt i ministeriets praksisnotat for at opnå humanitær opholdstilladelse, tog det trods gentagne henvendelser mere end et år før vi fik svar. Ministeriet trak sagen i langdrag ved at bede om uddybende udtalelser fra speciallægen, som til sidst var nødt til at formulere sin tredje beskrivelse af hendes tilstand meget firkantet: ”( ) uden rette behandling vil hun dø.”
Da svaret langt om længe kom, var det heldigvis positivt – og hendes ældste søn fik oven i købet også opholdstilladelse (selvom han var over 18 ved ankomsten) med baggrund i vores oplysninger om, at han fungerede som en far for sine mindre søskende. Selvom Ashas sygdom lægger en dæmper på glæden, var det dog en stor lettelse at 7 mennesker med vores hjælp fik mulighed for en tryg fremtid.
Besim fra Kosova
Besim flygtede som så mange andre fra Kosova i 1999, 20 år gammel. Han havde været hvervet mod sin vilje af en nationalistisk guerillabevægelse men var deserteret. Han var meget bange for, at de skulle finde ham og henrette ham, hvis han vendte tilbage. Desuden havde han oplevet sin bedste ven blive dræbt og selv været udsat for flere arrestationer og overgreb.
Han fik afslag på både asyl og humanitær opholdstilladelse, men nægtede at rejse tilbage, og de næste 7 år kunne man ikke sende ham tilbage fordi FN nægtede det. Han fik i 2003 en usædvanlig hård dom på 3 års indrejseforbud for en mindre episode med en Røde Kors-medarbejer om noget saftevand.
Da FN åbnede for hjemsendelser i sommeren 2006, kom politiet for at sende ham ud, men han stak af og boede et halvt år hos en kæreste i Jylland. Derefter henvendte han sig til FUJ, og han boede under jorden hos en familie i København et halvt år mere. I løbet af denne tid undersøgte vi risikoen for forfølgelse og behandlingsmuligheder for mentalt syge i Kosovo. Vi mente, at riskoen for forfølgelse ikke var stor efter så mange år.
Men Besim havde det dårligt psykisk, og vi fik ham undersøgt af en højt respekteret psykiater, som vurderede at han led af en efterhånden kronisk form for PTSD, som kunne medføre akut psykose og krævede behandling. Denne erklæring, udtalelser fra to psykologer som løbende har behandlet ham samt grundig dokumentation for de absolut ikke-eksisterende behandlingstilbud i Kosovo vedlagde vi en ny ansøgning om humanitær opholdstilladelse.
Men man kan ikke få sin sag genoptaget mens man bor under jorden, så han var nødt til at løbe risikoen og melde sig i Sandholm. Efter 3 dage blev han hentet og sat i fængsel. Han var meget chokeret og fik det endnu dårligere.
Han fik en dato for tvangsudsendelse til Kosova 3 uger senere, og kort efter modtog vi afslag på vores ansøgning – med henvisning til hans gamle indrejseforbud, som reelt forhindrede enhver genoptagelse af sagen, uanset de nye oplysninger om hans psykiske tilstand.
Besim blev sat på et fly til Kosova, efter 7 år i Danmark. Han bestemte sig for at udrejse ”frivilligt” fordi han på denne måde fik lidt hjælp fra Dansk Flygtningehjælp til at etablere sig i hjemlandet. Vi har stadig kontakt med ham i Komiteen, og han klarer sig faktisk rimeligt. Han er blevet gift og har fået bygget sig et lille hus med hjælp fra Dansk Flygtningehjælp og sin familie.
Støtten fra FUJ og vores bestræbelser på at få hans sag genoptaget hjalp ham meget rent menneskeligt, både mens han var under jorden, i fængsel og efter hjemsendelsen, så selvom han ikke fik opholdstilladelse var det alligevel indsatsen værd.
Elena og Mehmet
Elena og Mehmet henvendte sig til FUJ for flere år siden, dengang var der ikke noget, vi kunne gøre for dem. Men nu burde Metock-dommen og Danmarks tilsagn om at følge EU-reglerne have ændret deres situation.
De mødte hinanden for 9 år siden i et asylcenter – Elena var kommet fra Litauen med sin søn og sin mand, Mehmet alene fra den kurdiske del af Tyrkiet. To år senere mødtes de igen, i mellemtiden havde Mehmet fået afslag på asyl og var i Sverige under jorden, Elena havde fået opholdstilladelse men hendes mand havde begået selvmord.
De to blev langsomt forelskede, og Mehmet flyttede ind hos Elena og hendes søn, sammen fik de også en søn. Elena er nu som litauer EU-borger og har fast arbejde i Danmark, men Mehmet lever fortsat under jorden. En uholdbar situation, hvor børnehaven, naboer, venner, sygdom, trafikulykker osv. hele tiden fremkalder angsten for afsløring. Og hvor Elena er eneforsørger og både skal hente og bringe den lille søn i børnehaven. Hvad sker der fx hvis hun bliver syg?
EU-reglerne og Metock-dommen siger, at de har ret til familiesammenføring i Danmark: hun er EU-borger og arbejder og bor i et andet EU-land, de har haft et reelt familieliv i flere år (selvom det var ulovligt), og det har ingen betydning at han ingen opholdstilladelse har i EU.
Hvad er så problemet? Jo, hvis de udfylder papirerne og fremlægger beviser for, at han har boet hos hende i 5 år, fortæller de samtidig myndighederne, at han opholder sig her ulovligt, og han risikerer at blive hentet af politiet og sendt tilbage til Tyrkiet med et indrejseforbud. Samtidig risikerer hun at blive straffet for at have huset en illegal indvandrer bevidst. Den risiko tør de ikke løbe, fordi Mehmet er bange for at blive sendt tilbage til Tyrkiet, hvor han har undslået sig værnepligt og hans familie er politisk forfulgt.
FUJ har spurgt en juraprofessor, som mener, at parret opfylder kriterierne. Vi har spurgt direktøren for Udlændingeservice personligt, hvad der vil ske – han kan ikke sige det sikkert. Selvom han giver os ret i, at Mehmet som udgangspunkt ville få processuelt ophold under sagsbehandlingen, kan han ikke udelukke, at han vil blive fængslet og Elena retsforfulgt. Vores erfaring er, at så snart politiet får nys om en person under jorden, bliver vedkommende hentet og sat i fængsel. Vi har fået stillet et udvalgsspørgsmål til ministeren, som vi afventer svar på.
Amna og Khalid
Amna er født i Oman, men kom til Danmark som 5-årig i 1988 med sine forældre, og har boet her uafbrudt siden. Hendes forældre er født i Libanon, men er begge opvokset i Oman. Amna har aldrig været i Libanon ud over de 14 dage i 1999, hvor hun mødte sin kommende mand på en studietur. Hun har heller ingen familierelationer der og taler kun dårligt arabisk.
Hendes mand Khalid er statsløs palæstinenser, opvokset i Libanon. Hans bror er blevet dræbt, hans forældre er døde, og resten af hans familie har boet i Danmark i de seneste mange år. Han fik afslag på asyl i Danmark i 2001. Han bor nu på 7. år i et asylcenter i Tyskland, hvor han også har fået afslag på asyl. Den libanesiske ambassade vil ikke udstede pas til ham som statsløs palæstinenser, derfor kan han ikke deporteres.
Amna lider af en sygdom, som har gjort hende næsten permanent sengeliggende efter en mislykket operation, og hun har konstant stærke smerter. Pga. sygdommen har hun aldrig været i stand til at arbejde og har i 2007 indgivet ansøgning om invalidepension. Hun er således heller ikke i stand til at passe sin søn alene og er afhængig af sin families hjælp i det daglige. Parrets søn, som nu er 5 år, er desuden født med et handicap, som kræver hjælp fra en støttepædagog og en fysioterapeut i det daglige.
Parret har gentagne gange søgt om familiesammenføring i Danmark, først med advokathjælp og siden på egen hånd. I alt er der modtaget 3 skriftlige afslag med vekslende begrundelser. Den seneste lyder, at parrets samlede tilknytning er større til Libanon end til Danmark, og intet forhindrer familien i at tage ophold i Libanon.
FUJ og en række andre organisationer og medier og modtog i november 2007 et desperat brev fra Amna, hvor hun bad nogen tage affære og hjælpe hende i den urimelige situation. Vi påtog os at hjælpe hende – gennemgik sagens akter og indsamlede baggrundsoplysninger om levevilkår og behandlingsmuligheder I Libanon og en udtalelse om sønnen. I januar sendte vi en klage til Folketingets Ombudsmand på 7 sider med 9 bilag, hvor vi bad om at få sagen vurderet i sin helhed og påpegede en række fejl og urimeligheder i sagsbehandlingen og konklusionerne.
Vi modtog i november 2008 foreløbigt svar om, at Ombudsmanden har bedt ministeriet forklare sig på en række områder i sagen.
Mangi fra Sri Lanka
Mangi er 32 år gammel, tamil og hindu fra Sri Lanka. Da hun var barn, døde begge hendes forældre. Hendes søster er eneste øvrige familiemedlem, hende har hun ikke hørt fra siden tsunamien i 2004. Fra hun var 16 til 22 var hun soldat for LTTE (de tamilske tigre). Det lykkedes hende at få lov til at forlade LTTE, og hun flygtede rundt omkring i landet fra urolighederne og fik til sidst arbejde i Colombo. En bekendt introducerede hende for en dansk statsborger med indisk baggrund, og ægteskab mellem dem blev arrangeret.
Hun rejste til Danmark 2004 som familiesammenført og gik på sprogskole, men manden slog og sultede hende i løbet af de næste 4 mdr. så voldsomt, at hun kom på hospitalet, og han fik en voldsdom. Hun lod sig skille, og mistede dermed sin opholdstilladelse. Boede på krisecenter et halvt år og søgte så om asyl – men fik afslag. I asylperioden mødte hun en mand fra Sri Lanka som hun blev kærester med. Gik under jorden da hun fik besked om tidspunktet for flyrejsen – og henvendte sig til FUJ. Rejste med sin kæreste til Norge og søgte om asyl der, men blev begge tvangshjemsendt til Danmark.
Selvom hun var gravid i fjerde måned blev hun indsat i Sandholms fængsel og afventede tvangshjemsendelse alene (kærestens sag er under behandling). Papirerne lå allerede klar, selvom UNHCR kraftigt fraråder al tilbagesendelse af tamiler til Sri Lanka i øjeblikket. Udsendelsen blev stoppet et par timer inden flyet skulle afgå, da FUJ bad Dansk Flygtningehjælp om at gå ind i sagen – det lykkedes dem at få udstedt en Rule 39, så udsendelsen blev stoppet og sagen går videre til Den Europæiske Menneskeretsdomstol. FUJ fik en af landets dygtigste advokater til at føre sagen når den skal behandles hos EMR.
Mangi frygter forfølgelse fra både LTTE fordi hun har forladt landet, og især fra myndighederne fordi hun har søgt asyl (og dermed også er under mistanke for at have været hos LTTE). Det giver næsten altid anledning til fængsling, og brug af tortur er udbredt hos politiet. Enlige kvinder helt uden netværk er desuden en udsat gruppe i krigshærgede lande, og har krav på særlig beskyttelse ifølge diverse konventioner. Borgerkrigen i Sri Lanka og særlig forfølgelsen af tamiler er optrappet voldsomt siden hendes første afslag.
