Er det en forbrydelse at søge asyl? (kronik om fængsling)
Dato: 12/10/2009
I 2007 blev der i Danmark foretaget 400 fængslinger blandt de 1.800 asylansøgere, som på det tidspunkt befandt sig i landet. Hvad havde de 400 personer gjort for at blive spærret inde i gennemsnit 2 måneder, enkelte op til 2 år? Havde de hærget, plyndret og voldtaget? Næh, de var såmænd tilbageholdt efter Udlændingelovens bestemmelser, som siger at man kan fængsle en asylansøger alene på mistanke om at han ikke vil være til stede når udsendelsen kan gennemføres, eller for at få ham til at tænke lidt mere over sin identitet.
Da familien E. skulle tvangsudsendes sidste år satte man faren i fængsel. Dette er en meget anvendt praksis for på den måde at forhindre familier i at gå under jorden inden en tvangsudsendelse. Moren blev så angst og ulykkelig, at hun forsøgte at begå selvmord, og de to mindre børn blev anbragt på børnehjem frem til udsendelsen. Noget lignende er sket adskillige gange.
Men hvordan kommer fængsling af asylansøgere overhovedet på tale? Det er jo folk, der frivilligt kommer og bruger deres ret til at søge om beskyttelse. De har intet ulovligt gjort, de har blot lagt deres skæbne i vores hænder. Dette helt grundlæggende spørgsmål berøres aldrig – man diskuterer allerhøjst tidsgrænsen og proportionaliteten.
De fængslede kommer godt nok for en dommer hver 4. uge i Hillerød Ret, men de får en tilfældig, beskikket forsvarer, som sjældent har ulejliget sig med at læse personens sag igennem eller talt med vedkommende inden retsmødet. Mange asylansøgere fortæller, at forsvareren ikke på noget tidspunkt åbnede munden. Politiets mistanke er altså tilstrækkeligt til en nærmest automatisk forlængelse af fængslingen.
Asylansøgerne sidder i et særligt fængsel ved navn Ellebæk, som er nabo til asylcenter Sandholm, men drives af Kriminalforsorgen. Man sidder 2-6 i hver celle med adgang til fælles arealer i ca. 8 timer om dagen, det meste af tiden går med at sove. De indsatte har ikke adgang til mobiltelefon eller internet, og har kun mulighed for 1-2 forudbestilte besøg om ugen af halvanden times varighed i et særligt besøgsrum. Der bruges også isolationsfængsling som straf.
Udover de nævnte 400 opholdt et mindre antal asylansøgere sig i selskab med de kriminelle i Vestre Fængsel og afsonede en dom på 40 dage for dokumentfalsk. Havde de forfalsket et eksamenspapir eller skrevet under med en andens navn? Næh, de var såmænd ankommet til Danmark og havde søgt asyl – med et falsk pas.
Min bekendte J. ankom alene som 20-årig til Danmark med et falsk pas fra Bagdad – rystende bange, ikke vant til at være uden sine forældre og med nogle frygtelige oplevelser i skarp erindring. Hun tilbragte sine første 4 uger efter ankomsten i Vestre Fængsel. Hendes forældre har asyl i England, og det var der, hun var på vej hen. Men den gik selvfølgelig ikke på det falske pas.
Netop passet har ofte stor betydning i en sag. Er man udrejst med eget pas har de danske myndigheder svært ved at tro på, at man er i reel fare i hjemlandet – men hvis man indrejser på falsk pas får man altså en dom for dokumentfalsk. Hvordan kan det ske, når Flygtningekonventionen ellers direkte nævner i artikel 31, at staterne ikke må straffe asylansøgere for at anvende falske dokumenter i forbindelse med flugten? Politiets forklaring er, at ansøgeren viser det falske pas og først derefter udtaler det magiske ord ”asyl” – en lidt mere smidig regel var nok at foretrække, hvor man fx undgik straf hvis man søgte asyl indenfor samme døgn.
Retten til at søge asyl er indskrevet både i internationale og europæiske menneskerettighedskonventioner. At gøre brug af denne ret er ikke mere kriminelt end at søge om landbrugsstøtte fra EU. Men krav om visum og bøder til flyselskaber har gjort det meget svært at komme ind i de sikre lande og søge om asyl, og det er heller ikke længere muligt at søge via en ambassade.
Uden et ægte pas kan det være svært at bevise, hvem man er. Politiet anvender igen fængsling \"i forbindelse med at fastlægge identiteten\" – man mener altså at folk lyver og regner med at de kommer på bedre tanker bag tremmer. Det er meget interessant at forestille sig en lignende brug af fængsling overfor landets almindelige borgere. Tænk, hvis man generelt kunne tilbageholde folk i op til 2 år alene på mistanke om, at de kunne finde på at forsvinde, eller med henblik på at presse folk til at ændre forklaring. Det er vist ikke kendetegnende for en retsstat.
Min ven S. tilbragte først 14 mdr. i Sandholm og derefter 18 mdr. i Ellebæk-fængslet, fordi politiet ikke kunne få bekræftet hans identitet og blev ved at ”arbejde på” at skaffe oplysninger om ham – og her 6 år senere er man ikke kommet problemets løsning nærmere. Han er stadig afvist og kan ikke hjemsendes – det hjalp åbenbart ikke. Under opholdet som asylansøger har han udviklet en kronisk psykisk sygdom.
En særligt retsløs situation befinder personer på Tålt Ophold sig i. Alene på mistanke om terrorisme kan man havne på ubegrænset tid i en situation, der reelt er et åbent fængsel. Man ved ikke selv, hvori mistanken består, og kan intet gøre for at forsvare sig. Pligten til at opholde sig i Sandholm forhindrer folk i at opretholde et familieliv. Arbejde og studier er naturligvis heller ikke tilladt for denne gruppe. Man sidder bogstaveligt på livstid, uden at have fået en dom.
Fængsling af asylansøgere viser tydeligt, hvordan vi opfatter dem - vi tror, de er fulde af løgn og bare kommer for at nasse på vores samfund. Men blandt de ca. 70 asylansøgere, som jeg gennem de senere år har haft grundige samtaler med, vil jeg mene at alle bortset fra et par stykker har haft seriøse problemer i hjemlandet og er flygtet af yderste nød. Desuden har en hel del været velhavende.
De kommer fra lande, hvor man bliver tortureret for at skrive en kritisk tekst. Hvor man kan blive hængt for at være homoseksuel. Hvor man ikke bliver straffet for at slå sin kone ihjel. De er ofte flygtet over hals og hoved, og tvunget til at efterlade børn eller ægtefæller. De har oplevet frygtelige ting, og en del har naturligvis også siddet fængslet i hjemlandet i årevis – under ekstreme forhold. De har opgivet alt og lagt deres skæbne i en menneskesmuglers hænder.
Som regel er de endt helt tilfældigt i Danmark og var måske på vej til et andet land. Mange bliver overraskede og lettede over, hvor velfungerende og ubestikkeligt vores land er. De beder bare om at få lov til at blive her i sikkerhed – og vil allerhelst arbejde og klare sig selv. Men retten til at søge asyl viser sig at være en fælde, der klapper i – hvis man får afslag er der kun to muligheder. Enten retur til hjemlandet med tvang, eller (hvis Danmark ikke kan gøre det) et liv i endeløs tomhed og venten. De kan ikke engang rejse et andet sted hen, for politiet har deres pas, og desuden vil de blive sendt retur (i fængsel) hvis de forsøger sig i et andet europæisk land.
Min ven O. ankom som torturoffer for 10 år siden og fik afslag, men kunne ikke sendes hjem pga. risikoen for gentagen tortur – nu har man så endelig opgivet at sende ham hjem og givet ham opholdstilladelse. Selv mener han, ligesom mange andre, at de 10 år i asylsystemet har været værre end en almindelig fængselsdom for kriminalitet – for de kriminelle ved hvorfor og hvornår de kommer ud. Det er måske forklaringen på, at alle asylansøgerne ikke anklager den danske stat for uberettigede fængslinger, men blot lakonisk ønsker sig deres ødelagte år tilbage.
Tilbage
Da familien E. skulle tvangsudsendes sidste år satte man faren i fængsel. Dette er en meget anvendt praksis for på den måde at forhindre familier i at gå under jorden inden en tvangsudsendelse. Moren blev så angst og ulykkelig, at hun forsøgte at begå selvmord, og de to mindre børn blev anbragt på børnehjem frem til udsendelsen. Noget lignende er sket adskillige gange.
Men hvordan kommer fængsling af asylansøgere overhovedet på tale? Det er jo folk, der frivilligt kommer og bruger deres ret til at søge om beskyttelse. De har intet ulovligt gjort, de har blot lagt deres skæbne i vores hænder. Dette helt grundlæggende spørgsmål berøres aldrig – man diskuterer allerhøjst tidsgrænsen og proportionaliteten.
De fængslede kommer godt nok for en dommer hver 4. uge i Hillerød Ret, men de får en tilfældig, beskikket forsvarer, som sjældent har ulejliget sig med at læse personens sag igennem eller talt med vedkommende inden retsmødet. Mange asylansøgere fortæller, at forsvareren ikke på noget tidspunkt åbnede munden. Politiets mistanke er altså tilstrækkeligt til en nærmest automatisk forlængelse af fængslingen.
Asylansøgerne sidder i et særligt fængsel ved navn Ellebæk, som er nabo til asylcenter Sandholm, men drives af Kriminalforsorgen. Man sidder 2-6 i hver celle med adgang til fælles arealer i ca. 8 timer om dagen, det meste af tiden går med at sove. De indsatte har ikke adgang til mobiltelefon eller internet, og har kun mulighed for 1-2 forudbestilte besøg om ugen af halvanden times varighed i et særligt besøgsrum. Der bruges også isolationsfængsling som straf.
Udover de nævnte 400 opholdt et mindre antal asylansøgere sig i selskab med de kriminelle i Vestre Fængsel og afsonede en dom på 40 dage for dokumentfalsk. Havde de forfalsket et eksamenspapir eller skrevet under med en andens navn? Næh, de var såmænd ankommet til Danmark og havde søgt asyl – med et falsk pas.
Min bekendte J. ankom alene som 20-årig til Danmark med et falsk pas fra Bagdad – rystende bange, ikke vant til at være uden sine forældre og med nogle frygtelige oplevelser i skarp erindring. Hun tilbragte sine første 4 uger efter ankomsten i Vestre Fængsel. Hendes forældre har asyl i England, og det var der, hun var på vej hen. Men den gik selvfølgelig ikke på det falske pas.
Netop passet har ofte stor betydning i en sag. Er man udrejst med eget pas har de danske myndigheder svært ved at tro på, at man er i reel fare i hjemlandet – men hvis man indrejser på falsk pas får man altså en dom for dokumentfalsk. Hvordan kan det ske, når Flygtningekonventionen ellers direkte nævner i artikel 31, at staterne ikke må straffe asylansøgere for at anvende falske dokumenter i forbindelse med flugten? Politiets forklaring er, at ansøgeren viser det falske pas og først derefter udtaler det magiske ord ”asyl” – en lidt mere smidig regel var nok at foretrække, hvor man fx undgik straf hvis man søgte asyl indenfor samme døgn.
Retten til at søge asyl er indskrevet både i internationale og europæiske menneskerettighedskonventioner. At gøre brug af denne ret er ikke mere kriminelt end at søge om landbrugsstøtte fra EU. Men krav om visum og bøder til flyselskaber har gjort det meget svært at komme ind i de sikre lande og søge om asyl, og det er heller ikke længere muligt at søge via en ambassade.
Uden et ægte pas kan det være svært at bevise, hvem man er. Politiet anvender igen fængsling \"i forbindelse med at fastlægge identiteten\" – man mener altså at folk lyver og regner med at de kommer på bedre tanker bag tremmer. Det er meget interessant at forestille sig en lignende brug af fængsling overfor landets almindelige borgere. Tænk, hvis man generelt kunne tilbageholde folk i op til 2 år alene på mistanke om, at de kunne finde på at forsvinde, eller med henblik på at presse folk til at ændre forklaring. Det er vist ikke kendetegnende for en retsstat.
Min ven S. tilbragte først 14 mdr. i Sandholm og derefter 18 mdr. i Ellebæk-fængslet, fordi politiet ikke kunne få bekræftet hans identitet og blev ved at ”arbejde på” at skaffe oplysninger om ham – og her 6 år senere er man ikke kommet problemets løsning nærmere. Han er stadig afvist og kan ikke hjemsendes – det hjalp åbenbart ikke. Under opholdet som asylansøger har han udviklet en kronisk psykisk sygdom.
En særligt retsløs situation befinder personer på Tålt Ophold sig i. Alene på mistanke om terrorisme kan man havne på ubegrænset tid i en situation, der reelt er et åbent fængsel. Man ved ikke selv, hvori mistanken består, og kan intet gøre for at forsvare sig. Pligten til at opholde sig i Sandholm forhindrer folk i at opretholde et familieliv. Arbejde og studier er naturligvis heller ikke tilladt for denne gruppe. Man sidder bogstaveligt på livstid, uden at have fået en dom.
Fængsling af asylansøgere viser tydeligt, hvordan vi opfatter dem - vi tror, de er fulde af løgn og bare kommer for at nasse på vores samfund. Men blandt de ca. 70 asylansøgere, som jeg gennem de senere år har haft grundige samtaler med, vil jeg mene at alle bortset fra et par stykker har haft seriøse problemer i hjemlandet og er flygtet af yderste nød. Desuden har en hel del været velhavende.
De kommer fra lande, hvor man bliver tortureret for at skrive en kritisk tekst. Hvor man kan blive hængt for at være homoseksuel. Hvor man ikke bliver straffet for at slå sin kone ihjel. De er ofte flygtet over hals og hoved, og tvunget til at efterlade børn eller ægtefæller. De har oplevet frygtelige ting, og en del har naturligvis også siddet fængslet i hjemlandet i årevis – under ekstreme forhold. De har opgivet alt og lagt deres skæbne i en menneskesmuglers hænder.
Som regel er de endt helt tilfældigt i Danmark og var måske på vej til et andet land. Mange bliver overraskede og lettede over, hvor velfungerende og ubestikkeligt vores land er. De beder bare om at få lov til at blive her i sikkerhed – og vil allerhelst arbejde og klare sig selv. Men retten til at søge asyl viser sig at være en fælde, der klapper i – hvis man får afslag er der kun to muligheder. Enten retur til hjemlandet med tvang, eller (hvis Danmark ikke kan gøre det) et liv i endeløs tomhed og venten. De kan ikke engang rejse et andet sted hen, for politiet har deres pas, og desuden vil de blive sendt retur (i fængsel) hvis de forsøger sig i et andet europæisk land.
Min ven O. ankom som torturoffer for 10 år siden og fik afslag, men kunne ikke sendes hjem pga. risikoen for gentagen tortur – nu har man så endelig opgivet at sende ham hjem og givet ham opholdstilladelse. Selv mener han, ligesom mange andre, at de 10 år i asylsystemet har været værre end en almindelig fængselsdom for kriminalitet – for de kriminelle ved hvorfor og hvornår de kommer ud. Det er måske forklaringen på, at alle asylansøgerne ikke anklager den danske stat for uberettigede fængslinger, men blot lakonisk ønsker sig deres ødelagte år tilbage.
Tilbage
Add to:
